Warsaw 8.9 ºC
Kontakt os
Rzeszow

Opdag Podkarpackie-regionens charmerende hovedby - det sydøstlige Polens primære centrum for økonomisk, kulturel og rekreativ aktivitet, med en fascinerende historie fuld af riddere og legender...

Mirakler på floden Wisłok 

Det er svært at forestille sig en by af denne størrelse med sådan et utroligt udvalg af seværdigheder: fra uhyggelige afstraffelsesredskaber, torturkamre og et befæstet slot til fantastiske art nouveau-villaer - Rzeszów har noget for enhver. Og hvem kan glemme Colargol (også kaldet Barnaby), den mest berømte af beboerne i Museet for Sengetidsfigurer (Museum of Bedtime Cartoons)? 

Den populære undergrundsturistrute (Rzeszóws Kældre) fører dig ud på en rejse 10 meter under jordens overflade, gennem de 25 kældre og 15 gange, der tilsammen danner en 369 meter lang rute. Den forholdsvis korte gåtur er en kavalkade af seværdigheder der stammer helt tilbage fra middelalderen. Attrapper af gabestokke, en revolver til affyring af kugler med peber eller snus og et større lager af temmelig gamle Tokay-vine fra Ungarn er bare nogle af de mange genstande, der kan ses i de atmosfærefyldte murstensinteriører, der er omhyggeligt dekoreret med stenportaler og korshvælvinger. Pas på hovedet! Et af de mange sving på turen fører til en glasdør, gennem hvilken du kan fange et glimt af gæsterne i Ambasadorski Hotels restaurant, der også er underjordisk. Du kan finde indgangen til kældrene i den maleriske trapezformede markedsplads, der var udgangspunktet for den oprindelige udvikling af byen Rzeszów i det 14. århundrede. Det var Kasimir den Store, som overdrog byen til ridderen og diplomaten Jan Pakosławic, som senere tog navnet Rzeszowski efter byen. Der findes en lokal myte om, at en tidligere by i nærheden tilhørte en mand ved navn Rzesz, men de tidligste bosættelser her kan dateres 6.000 år tilbage i tiden.

Ting der bare skal ses 

Udover den underjordiske turistrute må det første valg være Rzeszóws smukke og særprægede markedsplads, der er hjertet i den gamle bydel. Det elegante kaffe-og-fløde-farvede rådhus står som en stolt skildvagt midt i det hele. Bygningen er oprindeligt opført i det 16 århundrede, og har fået sit nuværende udseende efter omfattende restaureringsarbejde i det 19. århundrede. Rådhuset er markedspladsens primære attraktion, og er utvivlsomt den mest genkendelige bygning i Rzeszów. 

Bygning nummer 6 på markedspladsen huser Franciszek Kotula Etnografisk Museum, hvor man kan se en udstilling af de særprægede røde nederdele med mørkeblå striber og mørkeblå broderede veste båret af kvinderne i Rzeszów og de traditionelle hvide dragter med fantastiske røde broderier, der bæres af en anden etnisk gruppe, Lasowiacy. Børn vil muligvis ikke synes, at dragterne er interessante, men så vil de til gengælde elske den store samling af legetøj fra efterkrigsperioden. For at lære mere om byens historie, bevæger man sig et par døre hen ad gaden til Rzeszów Historiske Museum i nummer 12. 

Noget andet, man bare skal se, er den iøjnefaldende kvadratiske befæstning, der udgør Lubomirski Slot, der i dag er hjemsted for byretten. Den karakteristiske stenkonstruktion har fire beskyttelsesbastioner, der alle er navngivet efter helgener - Frank, Andreas, Hieronymus og Maria - med tårne på hjørnerne. Oprindeligt var det meningen, at slottet skulle være en udgave af den italienske stilart palazzo in fortezza (befæstet palads), der var yderst moderne i løbet af Renæssancetiden. En interessant lokal myte fortæller, hvordan russerne, på trods af voldgrave og bastioner, alligevel kunne indtage slottet, der blev indædt forsvaret af Bar-sammenslutningen. Ifølge myten tog en møller, som var blevet pisket af borgfruen, Joanna Lubomirska, hævn over “de fine”, ved at sætte ild til broen, der førte til befæstningen, således at sammenslutningens folk ikke kunne komme tilbage, efter de havde forladt den for at angribe fjendens stillinger. Før da havde borgen modstået taterinvasioner og Den Svenske Flodbølge (den Polsk-svenske krig) I september 1939 tilbageholdt tyskerne Wincenty Witos, som tre gang tidligere havde været premierminister, på slottet, og forsøgte at få ham til at danne en polsk marionetregering, men han nægtede konsekvent. 

Familien Lubomirskis sommerresidens ligger meget tæt på slottet, og efter en kort spadseretur ankommer man til den maleriske brostensbelagte Pod Kasztanami Avenue med sin utrolige række af art nouveau-huse. Den elegante bygning ved nummer 6 er udsmykket med en buste af digteren Adam Mickiewicz; villaen ved nummer 8, med de stærkt grønne vinduer og døre, er et eksempel på den schweiziske stilart, og huset ved nummer 10 - Under uglen - ligner nærmest et lille eventyrslot med sit unikke, rundkindede sgraffito-solansigt, der titter frem fra facaden. 


Riddere, kirker og legender 

Interessant viden: De eneste kendte riddergrave i Polen, der er pyntet med buster snarere end de sædvanlige figurer i fuld størrelse af den afdøde, finder man her i Rzeszów. Hvis man er interesseret i den slags, er det også værd at besøge de gravsten fra senrenæssancen, der angiver Rzeszowski-familiens sidste hvilesteder. De kan findes i Rzeszóws ældste kirke, Sankt Stanislaus og Sankt Adalberts Sognekirke, og er formodentlig blevet fremstillet hos en elev af Santi Gucci, den berømte hofkunstner, som arbejdede for Sigismund den Ældre, Stephen Báthory og Anna Jagiellon. 

Hvis du sætter pris på sightseeing med et religiøst tilsnit, skal du ikke gå glip af Bernardinerklosterkomplekset. Pilgrimme kommer for at besøge monumentet for Guds Moder af Rzeszów – den sengotiske træfigur, der tjener som påmindelse om de syner af Jomfru Maria, der har været berettet om her. Lidt baggrundsviden til dig: kronerne på Marys lange hår er faktisk blevet stjålet adskillige gange. Kirken indeholder et mausoleum for familien Ligęza, som overtog byen efter Rzeszowski-familien. Mikołaj Spytek Ligęza, som oprettede klosteret, blev begravet under kirkens dørtærskel. Det var ham, som igangsatte byggeriet af slottet, og som også sørgede for at Rzeszowskis jordiske rester fik en værdig begravelse i sognekirken. Han var kendt som en gavmild grundlægger af kirker, hospitaler og fattighuse i hele byen. I juli og august tager Rzeszóws største kirker imod besøgende til Podkarpacie Orgelfestival. 

Der er ikke langt herfra til det smukke Wanda Siemaszkowa Teater, der blev grundlagt af den berømte skuespillerinde mod afslutningen af 2. Verdenskrig i det, der hidtil havde været Sokół (Falken) Gymnastikforening. Nogle af de skuespillere, som har haft deres gang her, omfatter fremtidige store teaterinstruktører såsom Kazimierz Dejmek og Adam Hanuszkiewicz. Udover at danne rammen om Rzeszóws Teatermøder og den Internationale Biennale for Teaterplakater, er teatret også hjemsted for Polens eneste permanente galleri for værker af avantgardemaleren, scenedesigneren og teaterforskeren Józef Szajna. 

En seværdighed, man i hvert fald ikke skal gå glip af, hvis man har børn, er Museet for Sengetidsfigurer nær markedspladsen, hvor de vil opdage mange af de elskede animerede polske tegneseriefigurer: Teddy Slaskeøre, den lille modellervoksmand Plastuś, fingerdukker, Jacek og Agatka og den superberømte bamse Colargol (eller Barnaby, som man kalder ham i udlandet). 

Når man vil slappe af, genoplade batterierne og beundre noget af byens fine naturlandskab, fungerer boulevarderne på bredderne af floden Wisłok som Rzeszóws grønne hjerte, hvor man finder glimrende cykelstier, mange områder til at sidde og slappe af og frodigt planteliv. 

Den 3. maj hvert år fejrer byen Paniaga Festival, en populær kultureksplosion, der fylder gaderne med farver, madvarer, musik og stolthed. Navnet stammer fra øgenavnet for den vej, der i dag hedder Maja, byens hovedpromenade, der hed Pańska - og blev kaldt Paniaga af indbyggerne – under den østrigske opdeling. Festivalen har et nyt tema hvert år, og omfatter et stort udvalg af håndværksudstillinger, danseparader, koncerter og forestillinger. Hvis du vil se Rzeszów, når der er allermest liv i byen, er dette tidspunktet at komme på besøg.  

For at lære mere, kan du besøge Rzeszów’s turisthjemmeside

Abonner på vores nyhedsbrev